Det er mit liv

Det er mit liv

Det er det jeg vil

Jeg vil gerne dele, med alle jer derude, hvordan det er at gå langtidssygemeldt i dagens Danmark.
Bloggen her vil bla. komme til at indeholde:
Kampe med kommunen
Den økonomiske nedtur
At have det rigtige netværk
At lære at acceptere alt det man ikke længere kan.
Hvordan jeg holder håbet oppe.
Mine sygdomme og skavanker.

Og meget, meget mere.
Deribland selvfølgelig også positive ting i mit liv, da det ikke bare er sort i sort.

Rehabiliteringsteam

KommunenPosted by tina holmberg 25 May, 2016 02:43:30
I min gamle kommune, havde man vurderet, at en førtidspension ville være bedst for mig. Jeg var fritaget for alle møder, også ved rehabiliteringsteamet, pga. mine psykiske lidelser.

Desværre nåede jeg at flytte til Vordingborg ca. en måned før jeg blev endelig afklaret i Herning.
For med en ny kommune, starter man helt forfra igen.

Min sagsbehandler havde været god til at få indsamlet alt hvad der skulle fra behandlere.
Der går en rød tråd gennem alle vurderinger - tilstand kronisk, kan ikke forbedres, færdigbehandlet.
Skånehensyn: må ikke være social, må ikke stresse, må ikke stilles krav. Fysisk må jeg ikke stå og sidde for meget, og ikke have tung løft.

Så ud fra behandleres vurdering, var alle enige om, at der ikke kan findes en arbejdsplads, som kan tilgodese mine massive skånebehov.

På trods af det, blev jeg ikke fritaget for at møde ved rehabiliteringsteamet!

Første møde, den 14.03.16, var så hårdt for mig psykisk, at jeg måtte forlade mødet efter kort tid.
Det vurderede teamet som om, at jeg ikke var samarbejdsvillig. De sendte derfor sagen tilbage til kommunen, som var jeg rask igen.

Efter samtale med distriktspsykiatrien, fik jeg sendt en mail til kommunen, hvor jeg fik forklaret, at det ikke var pga. uvilje, men pga. et kraftigt panik anfald, at jeg forlod mødet.

Dette blev godtaget af kommunen, og der blev indkaldt til nyt møde med teamet.

2. møde var den 18.04. Jeg var ikke engang kommet mig, psykisk efter sidste møde endnu.
Havde lovet distriktspsykiatrien, at jeg uanset hvad, ikke ville forlade mødet denne gang.
Tog min støtte kontakt person med, så hun kunne tage over, hvis det knækkede for mig.

Men ak, min støtte kontakt person måtte ikke åbne munden - for ifølge teamet var hun bisidder.
Fik med besvær siddet mødet ud, på trods af jeg flere gange var ved at gå.

Selve mødet forgik slet ikke, som loven ellers forskriver.
Teamet startede med at udmelde, at de indstiller til ressourceforløb.

Da jeg spurgt, hvad de havde lagt som grund. Og hvilke mål og delmål de så. Fik jeg ingen svar.
De blev ved at sige, at jeg havde kreative ressourcer. Men heller ikke dette ville de svare på hvor de så dem. De endte faktisk med at sige, at jeg bare skulle glemme, at de havde nævnt det.
Da mødet sluttede, måtte jeg faktisk selv spørge hvor længe jeg havde fået. Hvortil de svarede 3 år smiley

Så de eneste oplysning jeg gik hjem med var, at jeg havde fået 3 års ressourceforløb, skulle tilknyttes en mentor og det var det.
De kunne sådan set bare have skrevet det til mig i en mail.
For dette mødet, var bestemt ikke efter bogen.

Efter mødet fortalte min sagsbehandler mig, at grunden til jeg ikke havde fået mere at vide, var fordi rehabiliteringsteamet ikke mente jeg kunne overskue det.
A HVAD, hvis de ikke mener jeg kan overskue, at høre hvad jeg skal. Hvorfor så overhovedet give mig 3 års ressourceforløb.......

Meddelte min sagsbehandler, at sagen ville blive anket. Distriktspsykiatrien ville hjælpe mig med klagen. Havde et møde med den den 11.05

Fortsættelse følger, da jeg har mistet koncentration nu



  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post55

En forsinket opdatering

KommunenPosted by tina holmberg 15 Oct, 2014 15:11:22
Efter at have boet i min nye lejlighed i over et år, er det måske på tide med en lille opdatering.

Jeg havde kun boet her en uge, da jeg blev smidt på et 14 dages kursus. Gik totalt i sort, ved tanken om at skulle møde op blandt en masse fremmede mennesker.
Fik endelig taget mig sammen, og skrev en mail til kommunen.
Jeg forklarede om mit sygdomsforløb, henviste til det min gamle kommune havde nået frem til, og forklarede at jeg psykisk ikke magtede at deltage i et kursus.

Hatten af for Vordingborg Kommune.
Jeg blev fritstillet fra kursuset, og inden for kort tid fik jeg besøg af en sagsbehandler i eget hjem.
Hun var meget behagelig, og vi fik snakket min situation igennem.
Selvom man normalt starter forfra i en ny kommune, valgte de at afvente papirerne fra Herning. I mellemtiden var jeg fredet fra jobcenteret.

Fremtidige samtaler med min sagsbehandler, foregår pr. mail og/eller hjemmebesøg.
Efterfølgende har kommunen valgt at fortsætte hvor Herning slap. Så nu afventes der en afklaring fra distriktspsyiatrien, før de tager stilling til hvad der så skal ske.

Ligeledes indenfor kort tid, fik jeg en midlertidig støttekontaktperson fra socialpsykiatrien. Han skulle vurdere hvor vidt jeg havde behov for en fast støttekontakt person.
I løbet af et par måneder blev jeg indstillet til en fast støtte. Som med så meget andet, var der desværre en del ventetid, så først i foråret 2014 fik jeg mit første besøg.

Desværre følte jeg ikke, at denne person var til nogen hjælp. Det virkede mere som hygge besøg, end forsøg på at give mig hjælp til selvhjælp.
Efter lang tids overvejen, valgte jeg at maile til socialpsykiatrien, og bede om en anden støttekontaktperson.

Igen var der lidt ventetid, men efter lidt over en måned blev jeg tilknyttet min nuværende støttekontaktperson. Hun kommer dog kun hver 2. uge, da de pt. er underbemandede. Men lidt hjælp er bedre end ingen hjælp.

Så på kommune siden er der pt. ro på, hvilket er dejligt ikke at have den stressfaktor over mine skuldre.


  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post43

Så sker der noget

KommunenPosted by tina holmberg 06 Jun, 2013 02:00:49
Efter alt for mange års følen som kastebold, mellem flere forskellige sagsbehandlere og sygdoms behandlere, ser det ud som om jeg endelig nærmer mig en afklaring.

Desværre ender det nok med en førtidspension, havde håbet på at jeg om ikke andet, ville kunne komme deltids tilbage til arbejdsmarkedet.

I løbet af de sidste par måneder har der været holdt en del møder, både med kommune og egen læge.

Det faglige team mente kun der skulle afklares på behandling området.

I sidste måned informerede min sagsbehandler mig om, at både kommunen og egen læge mente at en førtidspension ville være bedst for mig.

Grundet mine mange psykiske og fysiske problemer, mente de ikke det vil være til nogen gavn at arbejdsprøve mig.

I uge 25 kommer der en psykiater hjem til mig, for at holde en samtale med mig, til brug for en speciallægeerklæring. Det er så det sidste der mangler, før min sagsbehandler kan fremlægge sagen videre i hierarkiet i kommunen.

Dagen efter kommer min sagsbehandler på besøg, for et sidste afklarende møde, da jeg skal flytte i næste måned.

Jeg er både nervøs og glæder mig til mødet med psykiateren, nervøs fordi min sygdom ikke er god til at min firkantede kasse bliver rystet for meget, men også glæde, fordi der endelig sker bare et eller andet i min sag.

  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post33

Ved at være "klar" igen

KommunenPosted by tina holmberg 24 Jul, 2012 17:00:18
I starten af juli modtog jeg et brev fra kommunen, endnu engang tid til en samtale.

Kommunen valgte at Ignorerer at min læge har sagt, at jeg pt. ikke kan deltage i samtaler. De mente helt klart at de bare kunne troppe op på min bopæl med 2 sagsbehandlere, hvoraf jeg kun kendte den ene.

Uanset hvordan jeg forsøgte at forklare kommunen, at en samtale på nuværende tidspunkt ville forværre min sygdom, var de urokkelige.

Det eneste jeg kunne få oplyst om den ukendte sagsbehandler, som også skulle deltage, var at hun var en kollega til min sagsbehandler, som skulle deltage af respekt for mig.

Respekt for mig............... Med socialangst er det vist ikke lige respekt for mig, at en ukendt ansat fra kommunen tropper op på min bopæl, som ellers er det eneste sted hvor jeg kan føle mig nogenlunde sikker for omverdenen.

Den første reaktion på brevet, og den lange mail kommunikation som fulgte efter, var en blanding af at føle mig som et jagtet vildt og en en huleboer på jagt.

På den ene side ville jeg gerne kæmpe, på den anden side ville jeg helst forsvinde.

Herefter fulgte en tankevirksomhed, som bedst kan beskrives som 400km/t, 24 timer i døgnet.

Da jeg ikke kan håndtere det ukendte, kørte hjerne på højdrift. Jeg gennemgik ethvert senarie for hvordan mødet kunne forløbe, hvorfor der skulle deltage en ukendt sagsbehandler, hvad var meningen med dette tvangsmøde osv.

Kort fortalt gav de mig valget mellem dette tvangsmøde i eget hjem, eller ingen kontanthjælp.

Dette udløste selvfølgelig også, at jeg røg endnu dybere ned i min depression.

Jeg havde i mellemtiden fået oplyst, at man ikke kan bruge sanktionen med at tage kontanthjælpen, såfremt man ikke har et andet tilbud, som borgeren er i stand til at deltage i.

Eftersom min læge har oplyst kommunen om at jeg ikke er i stand til at deltage i et møde med dem, skrev jeg dette til kommunen 3 dage før det planlagte møde.

Jeg hørte intet tilbage fra kommunen. Til gengæld troppede de op på min bopæl til det planlagte møde. Da jeg så dem komme, fik jeg igen trangen til at flygte, men valgte at blive, da jeg simpelthen var helt tømt for energi, og ikke orkede mere.

De kom åbenbart 2 sagsbehandlere, da min egen sagsbehandler var bange for at komme alene, hun mente at jeg havde virket truende.

Godt så, er alt jeg kan sige til det. Jeg kan råbe højt som så mange andre, men har da endnu ikke langet ud efter nogen.

Og hvorfor ikke bare kalde en spade for en spade, og fortælle det fra start, fremfor at påstå at den ekstra sagsbehandler var af respekt for mig.......

Mødet mundede ud i, at jeg blev flyttet til match 3, og derfor pt. er fritaget for aktivering, men jeg skal fortsat deltage i samtalerne/møderne med kommunen, på trods af de forværre både min angst og depression.

Det er sku' en underlig lovgivning vi har, når kommunerne kan presse en til at deltage personligt, når loven siger at kontakten til borgeren også kan ske pr. mail eller telefon.

Men nok om det. Jeg skal åbenbart affinde mig med at få ca 4 ugers nedtur hvert kvartal, så kommunen kan få hvad de vil. Hvordan det nogensinde skal få mig tilbage til arbejdsmarkedet er jo et fantastisk spørgsmål.

Mødet blev afholdt for knap en uge siden, og først nu er jeg ved at nærme mig "normal" tilstand igen.

Jeg har stadig lidt trang til at gemme mig væk, og hjernen kører stadig på højdrift, men nu kan jeg i det mindste også tænke på andre ting.

  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post20

Dagens Danmark

KommunenPosted by tina holmberg 22 Jun, 2012 18:00:11
Nu hvor jeg sidder her og skal skrive lidt om mine oplevelser med Kommunen, kommer jeg til at tænke på Linda P - Rommen er en tøjte.

"Så flytter man til Herning - BANG, så flytter man igen"

Dette er mine oplevelser med Herning Kommune, som langtidssygemeldt. Jeg tror desværre det er sådan de fleste kommuner er i dag.

Jeg blev sygemeldt i slutningen af 2007. Lovgivningen siger, at kommunen skal lave opfølgning på sygemeldte minimum hver 8 uge.

Mit første møde med Herning Kommune var en opringning, en kvindelig sagsbehandler, som virkelig havde føling med hvordan det er at sidde sygemeldt pga. stress og en depression.

Det eneste hun havde at sige var: Hvorfor går du stadig hjemme og laver ingenting, du skal da bare se og tage dig sammen og komme tilbage på arbejdet....

Da den meget korte samtale var overstået, havde jeg ikke just fået det bedre. Har da endnu ikke hørt om en behandlingsform for psykiske problemer, som går ud på at sparke til dem som ligger ned i forvejen.

Igennem de første 52 uger af min sygemelding, mødte jeg, på nær de sidste 3 gange, en ny sagsbehandler hver gang.

Ved ikke om det er kommunens strategi, når hver anden sagsbehandler var sød og forstående, og forsøgte og hjælpe. De andre var som ved mit første møde med kommunen, bare interesseret i at køre på mig psykisk.

Troede egentlig med den sidste sagsbehandler, at jeg havde fået en som forstod sig på de problemer mine sygdomme gav mig. Men her tog jeg også fejl, da vi nåede de 52 uger taklede sagsbehandleren mig endnu længere ud i min depression.

Nu er det jo sådan at lovgivning giver mulighed for at man kan få forlængelse af sygedagpengene. Lovgivningningen siger også at sagsbehandleren skal udarbejde en ressourceprofil i samarbejde med borgeren - dette vidste jeg ikke på forhånd.

Så da sagsbehandleren sendte ressourceprofilen til mig, og bad mig udfylde alle punkter i den, gjorde jeg det efter bedste evne.

Ved punktet arbejdserfaring, var jeg dum nok til at notere at jeg vedlagde mit CV, da jeg igennem knap 30 år har haft mange forskellige arbejdsgivere og job områder.

Stor var min overraskelse, da jeg så den endelige ressourceprofil. Sagsbehandleren havde valgt at overføre hele mit CV til ressourcerprofilen, så jeg nu fremstod som fuld af energi og gå-på-mod, og bare ikke kunne vente med at komme i arbejde igen. Sagsbehandleren havde oven i købet skrevet, at jeg havde det bedst med flere bolde i luften.

Jeg klagede til kommunen, som mente at den jo var lavet i samarbejde med sagsbehandleren. Jeg henvente mig til min fagforening, som bad mig få en uges henstand med høringen, så fagforeningen kunne nå at blive sat ordentlig ind i sagen.

Jeg modtog et flere sider langt brev fra kommunen, da jeg tillige har problemer med at holde koncentrationen når jeg skal læse noget, fik jeg læst mig ned igennem, til jeg kunne se, at kommunen havde accepteret en uges udsættelse på høringen.

Men jeg tog grueligt fejl, kommunen havde ikke accepteret at vente med en afgørelse, så på trods af at jeg nægtede at godkende ressourceprofilen, og på trods af at jeg på det tidspunkt var henvist til psykiatrien og afventede behandling der, havde kommunen smidt mig af sygedagpenge.

Hvis jeg havde læst mig igennem alle siderne, ville jeg på sidste side ha' set det.

Resultatet blev at jeg pludselig stod uden penge, da kommunen havde stoppet udbetaling af sygedagpenge, og jeg ikke havde søgt om kontanthjælp.

Så ja, i bund og grund er både ressourceprofil og manglende ansøgning af kontanthjælp jo min egen fejl.

Men hvor blev det socialt velfungerende samfund lige af, hvor sagsbehandleren egentlig er bindeledet mellem borger og lovgivning.

Følger man igen den danske lovgivning, så burde sagsbehandleren jo hjælpe og vejlede borgeren - i stedet valgte Herning Kommune at tage røven på mig.

Og det skulle desværre ikke blive sidste gang kommunen benyttede sig af, at en sygemeldt borger ikke kan kende til hele den social lovgivning.

Men mere om det en anden dag

  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post15