Det er mit liv

Det er mit liv

Det er det jeg vil

Jeg vil gerne dele, med alle jer derude, hvordan det er at gå langtidssygemeldt i dagens Danmark.
Bloggen her vil bla. komme til at indeholde:
Kampe med kommunen
Den økonomiske nedtur
At have det rigtige netværk
At lære at acceptere alt det man ikke længere kan.
Hvordan jeg holder håbet oppe.
Mine sygdomme og skavanker.

Og meget, meget mere.
Deribland selvfølgelig også positive ting i mit liv, da det ikke bare er sort i sort.

Mit ressourceforløb

KommunenPosted by tina holmberg 16 Nov, 2018 09:25:01
Tænkte jeg hellere måtte lave en opfølgning, på min 3 års ressourceforløb, inden de er gået. Slutter ultimo april 2019 - om ca 5½ måned.
Har d.d. stadig ikke set eller hørt om en indsatsplan:( Ved ikke om jeg skal grine eller græde - det er jo en ren farce det her

Efter 3 forskellige sagsbehandlere på min sag, fik jeg det første møde - over 1 år inde i mit ressourceforløb.
Sagsbehandleren havde indviliget i at mødet foregik hos mig, grundet socialangst.
Jeg har desværre fortrængt, hvad der præcis skete på mødet.
Men det endte med at jeg forlod mit eget hjem, stortudende og uden overtøj.

Ca ½ år efter, havde jeg møde nr. 2 i eget hjem - og surprice, endnu en ny sagsbehandler.
Det foregik lidt mere roligt, men uden nogen form for afklaring af, hvad der egentlig skulle ske.
Sagsbehandleren mente jeg skulle have en mentor tilknyttet, men da jeg har meget svært ved nye mennesker, blev der lavet en aftale med hende jeg har fra socialpsykiatrien, at hun skulle komme 2 gange om ugen fremover.

3. møde, med samme sagsbehandler som sidst, måtte vi drosle tilbage til 1 gang om ugen igen. Da jeg simpelthen blev for træt med 2 gange ugentligt, så jeg fik absolut ingenting nået.

4. møde, igen igen ny sagsbehandler. Så flot, når man lider af socialangst, at man hele tiden får ny sagsbehandler.
Mødet gik mest ud på, at tale om hvordan jeg oplevede min situation, og hun gav mig medhold i, at det ikke nytter, at sende mig i praktik, når jeg vælter over den mindste uregelmæssighed i min hverdag.

Min støttekontaktperson har været telefonisk i kontakt med min sagsbehandler, som mente at mine lægelige udtalelser var forældet.
Bad hende kontakte sagsbehandleren, for at sige, at jeg nægtede, at skulle gennem distriktspsykiatrien igen, da jeg var afsluttet, der er ikke nogen behandlingsmulighed og tilstanden er kronisk.
Sagsbehandleren ville nøjes med en fra egen læge, på de fysiske smerter jeg har, men ville afvente svar på de røngten jeg skulle have taget, da mine smerter var forværret.

I starten af november fik jeg svar på prøverne, slidgigt i lænderyg, nakke og hænder. Samt min ene tommeltot er begyndt at gå ud af led.
Det var en stor kamel at sluge. En ting er, at jeg har døjet med smerter fra de hypermobile led, men at vide, at der kun er en vej nu - ned af bakken. Mine smerter vil aldrig blive bedre, tværtimod.
Ja, hvis ikke jeg allerede var deprimeret, så blev jeg det da ihvertfald nu....

Har endnu ikke hørt fra sagsbehandleren

  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post57

Anke over ressourceforløb

KommunenPosted by tina holmberg 16 Nov, 2018 08:59:10
Ja, jeg fik sendt en anke over rehabiliteringsteamets afgørelse om 3 års ressourceforløb.
De gav desværre kommunen medhold, da jeg jo havde kreative evner, og desuden skrev aktivt på en blog .......

I papirerne fra ergoterapeuten, står der, at jeg har en blog, som jeg IKKE har skrevet på i over et år !

Så endnu en nedtur, fordi sagsbehandlere læser, hvad de vil læse.

Burde nok ha´klaget over afgørelsen, men jeg orkede simpelthen ikke andet, end at krybe tilbage i mit lille sore hul smiley

  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post56

Rehabiliteringsteam

KommunenPosted by tina holmberg 25 May, 2016 02:43:30
I min gamle kommune, havde man vurderet, at en førtidspension ville være bedst for mig. Jeg var fritaget for alle møder, også ved rehabiliteringsteamet, pga. mine psykiske lidelser.

Desværre nåede jeg at flytte til Vordingborg ca. en måned før jeg blev endelig afklaret i Herning.
For med en ny kommune, starter man helt forfra igen.

Min sagsbehandler havde været god til at få indsamlet alt hvad der skulle fra behandlere.
Der går en rød tråd gennem alle vurderinger - tilstand kronisk, kan ikke forbedres, færdigbehandlet.
Skånehensyn: må ikke være social, må ikke stresse, må ikke stilles krav. Fysisk må jeg ikke stå og sidde for meget, og ikke have tung løft.

Så ud fra behandleres vurdering, var alle enige om, at der ikke kan findes en arbejdsplads, som kan tilgodese mine massive skånebehov.

På trods af det, blev jeg ikke fritaget for at møde ved rehabiliteringsteamet!

Første møde, den 14.03.16, var så hårdt for mig psykisk, at jeg måtte forlade mødet efter kort tid.
Det vurderede teamet som om, at jeg ikke var samarbejdsvillig. De sendte derfor sagen tilbage til kommunen, som var jeg rask igen.

Efter samtale med distriktspsykiatrien, fik jeg sendt en mail til kommunen, hvor jeg fik forklaret, at det ikke var pga. uvilje, men pga. et kraftigt panik anfald, at jeg forlod mødet.

Dette blev godtaget af kommunen, og der blev indkaldt til nyt møde med teamet.

2. møde var den 18.04. Jeg var ikke engang kommet mig, psykisk efter sidste møde endnu.
Havde lovet distriktspsykiatrien, at jeg uanset hvad, ikke ville forlade mødet denne gang.
Tog min støtte kontakt person med, så hun kunne tage over, hvis det knækkede for mig.

Men ak, min støtte kontakt person måtte ikke åbne munden - for ifølge teamet var hun bisidder.
Fik med besvær siddet mødet ud, på trods af jeg flere gange var ved at gå.

Selve mødet forgik slet ikke, som loven ellers forskriver.
Teamet startede med at udmelde, at de indstiller til ressourceforløb.

Da jeg spurgt, hvad de havde lagt som grund. Og hvilke mål og delmål de så. Fik jeg ingen svar.
De blev ved at sige, at jeg havde kreative ressourcer. Men heller ikke dette ville de svare på hvor de så dem. De endte faktisk med at sige, at jeg bare skulle glemme, at de havde nævnt det.
Da mødet sluttede, måtte jeg faktisk selv spørge hvor længe jeg havde fået. Hvortil de svarede 3 år smiley

Så de eneste oplysning jeg gik hjem med var, at jeg havde fået 3 års ressourceforløb, skulle tilknyttes en mentor og det var det.
De kunne sådan set bare have skrevet det til mig i en mail.
For dette mødet, var bestemt ikke efter bogen.

Efter mødet fortalte min sagsbehandler mig, at grunden til jeg ikke havde fået mere at vide, var fordi rehabiliteringsteamet ikke mente jeg kunne overskue det.
A HVAD, hvis de ikke mener jeg kan overskue, at høre hvad jeg skal. Hvorfor så overhovedet give mig 3 års ressourceforløb.......

Meddelte min sagsbehandler, at sagen ville blive anket. Distriktspsykiatrien ville hjælpe mig med klagen. Havde et møde med den den 11.05

Fortsættelse følger, da jeg har mistet koncentration nu



  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post55

En forsinket opdatering

KommunenPosted by tina holmberg 15 Oct, 2014 15:11:22
Efter at have boet i min nye lejlighed i over et år, er det måske på tide med en lille opdatering.

Jeg havde kun boet her en uge, da jeg blev smidt på et 14 dages kursus. Gik totalt i sort, ved tanken om at skulle møde op blandt en masse fremmede mennesker.
Fik endelig taget mig sammen, og skrev en mail til kommunen.
Jeg forklarede om mit sygdomsforløb, henviste til det min gamle kommune havde nået frem til, og forklarede at jeg psykisk ikke magtede at deltage i et kursus.

Hatten af for Vordingborg Kommune.
Jeg blev fritstillet fra kursuset, og inden for kort tid fik jeg besøg af en sagsbehandler i eget hjem.
Hun var meget behagelig, og vi fik snakket min situation igennem.
Selvom man normalt starter forfra i en ny kommune, valgte de at afvente papirerne fra Herning. I mellemtiden var jeg fredet fra jobcenteret.

Fremtidige samtaler med min sagsbehandler, foregår pr. mail og/eller hjemmebesøg.
Efterfølgende har kommunen valgt at fortsætte hvor Herning slap. Så nu afventes der en afklaring fra distriktspsyiatrien, før de tager stilling til hvad der så skal ske.

Ligeledes indenfor kort tid, fik jeg en midlertidig støttekontaktperson fra socialpsykiatrien. Han skulle vurdere hvor vidt jeg havde behov for en fast støttekontakt person.
I løbet af et par måneder blev jeg indstillet til en fast støtte. Som med så meget andet, var der desværre en del ventetid, så først i foråret 2014 fik jeg mit første besøg.

Desværre følte jeg ikke, at denne person var til nogen hjælp. Det virkede mere som hygge besøg, end forsøg på at give mig hjælp til selvhjælp.
Efter lang tids overvejen, valgte jeg at maile til socialpsykiatrien, og bede om en anden støttekontaktperson.

Igen var der lidt ventetid, men efter lidt over en måned blev jeg tilknyttet min nuværende støttekontaktperson. Hun kommer dog kun hver 2. uge, da de pt. er underbemandede. Men lidt hjælp er bedre end ingen hjælp.

Så på kommune siden er der pt. ro på, hvilket er dejligt ikke at have den stressfaktor over mine skuldre.


  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post43

Så sker der noget

KommunenPosted by tina holmberg 06 Jun, 2013 02:00:49
Efter alt for mange års følen som kastebold, mellem flere forskellige sagsbehandlere og sygdoms behandlere, ser det ud som om jeg endelig nærmer mig en afklaring.

Desværre ender det nok med en førtidspension, havde håbet på at jeg om ikke andet, ville kunne komme deltids tilbage til arbejdsmarkedet.

I løbet af de sidste par måneder har der været holdt en del møder, både med kommune og egen læge.

Det faglige team mente kun der skulle afklares på behandling området.

I sidste måned informerede min sagsbehandler mig om, at både kommunen og egen læge mente at en førtidspension ville være bedst for mig.

Grundet mine mange psykiske og fysiske problemer, mente de ikke det vil være til nogen gavn at arbejdsprøve mig.

I uge 25 kommer der en psykiater hjem til mig, for at holde en samtale med mig, til brug for en speciallægeerklæring. Det er så det sidste der mangler, før min sagsbehandler kan fremlægge sagen videre i hierarkiet i kommunen.

Dagen efter kommer min sagsbehandler på besøg, for et sidste afklarende møde, da jeg skal flytte i næste måned.

Jeg er både nervøs og glæder mig til mødet med psykiateren, nervøs fordi min sygdom ikke er god til at min firkantede kasse bliver rystet for meget, men også glæde, fordi der endelig sker bare et eller andet i min sag.

  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post33
Next »