Det er mit liv

RehabiliteringsteamKommunen

Posted by tina holmberg 25 May, 2016 02:43:30

I min gamle kommune, havde man vurderet, at en førtidspension ville være bedst for mig. Jeg var fritaget for alle møder, også ved rehabiliteringsteamet, pga. mine psykiske lidelser.

Desværre nåede jeg at flytte til Vordingborg ca. en måned før jeg blev endelig afklaret i Herning.
For med en ny kommune, starter man helt forfra igen.

Min sagsbehandler havde været god til at få indsamlet alt hvad der skulle fra behandlere.
Der går en rød tråd gennem alle vurderinger - tilstand kronisk, kan ikke forbedres, færdigbehandlet.
Skånehensyn: må ikke være social, må ikke stresse, må ikke stilles krav. Fysisk må jeg ikke stå og sidde for meget, og ikke have tung løft.

Så ud fra behandleres vurdering, var alle enige om, at der ikke kan findes en arbejdsplads, som kan tilgodese mine massive skånebehov.

På trods af det, blev jeg ikke fritaget for at møde ved rehabiliteringsteamet!

Første møde, den 14.03.16, var så hårdt for mig psykisk, at jeg måtte forlade mødet efter kort tid.
Det vurderede teamet som om, at jeg ikke var samarbejdsvillig. De sendte derfor sagen tilbage til kommunen, som var jeg rask igen.

Efter samtale med distriktspsykiatrien, fik jeg sendt en mail til kommunen, hvor jeg fik forklaret, at det ikke var pga. uvilje, men pga. et kraftigt panik anfald, at jeg forlod mødet.

Dette blev godtaget af kommunen, og der blev indkaldt til nyt møde med teamet.

2. møde var den 18.04. Jeg var ikke engang kommet mig, psykisk efter sidste møde endnu.
Havde lovet distriktspsykiatrien, at jeg uanset hvad, ikke ville forlade mødet denne gang.
Tog min støtte kontakt person med, så hun kunne tage over, hvis det knækkede for mig.

Men ak, min støtte kontakt person måtte ikke åbne munden - for ifølge teamet var hun bisidder.
Fik med besvær siddet mødet ud, på trods af jeg flere gange var ved at gå.

Selve mødet forgik slet ikke, som loven ellers forskriver.
Teamet startede med at udmelde, at de indstiller til ressourceforløb.

Da jeg spurgt, hvad de havde lagt som grund. Og hvilke mål og delmål de så. Fik jeg ingen svar.
De blev ved at sige, at jeg havde kreative ressourcer. Men heller ikke dette ville de svare på hvor de så dem. De endte faktisk med at sige, at jeg bare skulle glemme, at de havde nævnt det.
Da mødet sluttede, måtte jeg faktisk selv spørge hvor længe jeg havde fået. Hvortil de svarede 3 år smiley

Så de eneste oplysning jeg gik hjem med var, at jeg havde fået 3 års ressourceforløb, skulle tilknyttes en mentor og det var det.
De kunne sådan set bare have skrevet det til mig i en mail.
For dette mødet, var bestemt ikke efter bogen.

Efter mødet fortalte min sagsbehandler mig, at grunden til jeg ikke havde fået mere at vide, var fordi rehabiliteringsteamet ikke mente jeg kunne overskue det.
A HVAD, hvis de ikke mener jeg kan overskue, at høre hvad jeg skal. Hvorfor så overhovedet give mig 3 års ressourceforløb.......

Meddelte min sagsbehandler, at sagen ville blive anket. Distriktspsykiatrien ville hjælpe mig med klagen. Havde et møde med den den 11.05

Fortsættelse følger, da jeg har mistet koncentration nu



Endelig er huset vækØkonomi

Posted by tina holmberg 25 May, 2016 02:11:23

2 år, 7 måneder og 8 dage skulle det tage, fra jeg stoppede betalingerne på huset, til huset røg på tvangsauktion.
Det endte med, at den røg på skyldig ejendomsskat.

4½ måned senere har jeg dog stadig ikke modtaget en opgørelse fra skat, så jeg aner ikke hvordan opgørelsen ser ud. Ved bare, at huset gik for mere end det jeg skyldte i ejendomsskat.

Havde egentlig fået tildelt en økonomisk rådgiver igen, for at få styr på gæld efter huset er solgt, men måtte bede kommunen om at rykke den tildelte periode, da jeg pt. ikke kan overskue så meget i mit liv.
Men det kunne man bare ikke, så aftalen blev slettet, og så måtte jeg jo søge påny, når jeg kunne overskue det igen.

Kommuner er altså underlige
men hvad, skat er nok mere underlige, når man ikke modtager en opgørelse fra tvangsauktionen

Lorte kropMan kan ikke lige se det

Posted by tina holmberg 12 May, 2015 08:15:59

I går brugte jeg dagen på at få malet mine pallerammer, som skal bruges til højbede. Det var noget jeg havde skudt ud gang på gang, men i går skulle det så bare være.
Tænk at jeg er så torske dum, at jeg malede hele dagen i alskens umulige stillinger, bare for at kunne nyde synet af det færdige resultat.

MEN glemte lige i farten, at jeg så i dag kan "nyde" at min krop føles som skulle den eksplodere. Er så fyldt med vædske omkring alle led, at jeg dårlig kan bevæge mig.
Det bliver et par dage med så meget smerte, at ikke engang de smertestillende, jeg får, vil tage andet end lige toppen af smerten.

Hvor er det bare uretfærdigt, når nu jeg så gerne vil lave noget, at jeg ingenting kan.
Ville ønske man havde en pille, som kunne fjerne al vædsken omkring mine led på no time, så jeg kunne leve et mere normalt liv.

Bander mig selv langt væk, for ikke at have taget arbejdet over et par dage i stedet for.

Vil forsøge at holde fast i de positive ting i dag, som at nyde synet af mine færdige pallerammer i haven .......
For om ikke andet, blev resultatet knald godt
Blog image

4 skridt frem og 100 tilbageMan kan ikke lige se det

Posted by tina holmberg 24 Mar, 2015 04:11:23

Onsdag den 4 marts havde jeg en snak med min alm. læge via mail, hun ville gerne lave en lægeerklæring til mig.
Hun har jo adgang til min gamle journal, og kunne hurtigt få et overblik over, hvad der tidligere havde været omkring fogedretten og lægeerklæring.

Da jeg efterhånden var kørt helt ned i skyttegraven, tog min støtte-kontakt person med mig til lægen, torsdag den 5. marts.

Efter en kort forklaring, og fremvisning af indkaldelsen til fogedretten, fik jeg en lægeerklæring på 6 måneder - det tog nok 2 minutter.

Min støtte-kontaktperson havde tydeligt bemærket den lettelse det gav mig.
Vi aftalte, at jeg ville sende en sms til distrikstpsykiatrien, om at jeg havde fået hjælp på anden måde.

Fik sendt beskeden lidt sent på dagen, så de ville først modtage den fredag.
Men jeg havde da i det mindste fået ro i min egen komfort zone.

Fredag eftermiddag ringede sekretæren fra distriktspsykiatrien, at jeg havde ringet og lagt en besked.
Øhhhh, nej. Eftersom jeg aldrig ringer, har jeg nok ikke ringet.
Min sms havde hun ikke modtaget - godt så
Blev lidt stram da jeg fortalte, at jeg havde løst mit problem uden deres hjælp, begyndte hun at kværne der ud af, om hvor vigtigt det var, at jeg fuglgte det psykiateren havde fundet som bedste løsning.
Tænkte det skulle være løgn, at distriktssykiatrien skulle ødelægge den ro jeg havde fået i kroppen, og henviste til min sms, og fordi jeg for en gang skyld havde en ok dag, havde jeg bestemt ikke lyst til at diskutere noget som helst nu.
Henviste så til, at jeg 3 gange har skrevet og bedt om en ny møde dato.
Fik en tid den 24. marts.

Først et par dage efter, slog det mig, at jeg faktisk ikke fik at vide om det var med psykiateren eller et hjemme besøg.
Blev enig med mig selv om, at det måtte være hjemme besøg, da det var det jeg havde måtte aflyse i februar.
Så er faktisk lidt spændt på om der kommer hjemme besøg senere i dag, eller om jeg skulle ha' været ud af døren.

Ja, normalt ville jeg ha' skrevet og spurgt. Men da distriktssykiatrien blandede sig i min økonomi, fik de smidt en kraftig barrierer imellem os. Så jeg er endt lidt på tværs.

Har efterfølgende været inde og læse min journal, for at se hvad distriktspsykiatrien havde lagt som grund til, at de mente jeg bare skulle tage tyren ved hornene.

Må indrømme at det bare fik mig til at bakke yderligere væk fra dem.
De er mere eller mindre blevet enige om, at jeg kun er syg pga. sagen med fogedretten !
Hvordan det så lige hænger sammen, at jeg var syg i ca 4 år før jeg blev indkaldt første gang til fogedretten. Ja, det kan kun distriktssykiatrien vide.
At de oven i det mente bedste løsning var, at jeg skulle tage med deres soc.rådgiver i fogedretten, så jeg kunne blive erklæret insolvent, så sprang fjederen totalt.

Hvor meget har man sat sig ind i min sag, når man som psykiater og soc.rådgiver mener, at jeg kun er syg pga. økonomi/fogedret. Og man helt alvorligt tror, at jeg bare kan troppe op i fogedretten og blive erklæret insolvent, når jeg stadig ejer et hus!

Det eneste de har opnået ved hele deres fremragende mangle på at høre hvad jeg siger, og træffe beslutninger hen over hovedet på mig, er at jeg er bakket helt tilbage til start.
Jeg har igen igen, alle de tåbelige symptomer, som socialangsten giver mig, bare fordi jeg har et møde med dem senere. Tankerne kører på højdrift, kan ikke sove, har kvalme og hovedpine og alt mulig andet.

Flot gået af mine behandlere.
Måske psykiateren bare skulle holde sig til den medicinske behandling, når jeg i forvejen har en støtte-kontakt person til at hjælpe mig ud i den virkelige verden, og provokere min angst i ny og næ. Og jeg oven i det har fået tildelt en Økonomisk rådgiver til at forsøge at hjælpe mig med at få huset solgt eller på tvangsauktion.

Det skal nok blive et muntert møde. Håber sku egentlig at jeg skulle ha' været ind til dem, så jeg helt kan slippe for at se dem.

Hader virkelig, når dem som burde hjælpe, sender mig flere årtier tilbage i de fremskridt jeg har lavet.
Oven i det er jeg sur og trist over, at jeg sidder her kl lort, fordi jeg ikke kan sove. Kan godt sige mig selv, at jeg nok ikke komme med min støtte-kontakt person til yoga til formiddag.

Tror i dag bliver en rigtig møg dag på sofaen, hvor jeg kan gemme mig for alt og allesmiley

Tilbage til startMan kan ikke lige se det

Posted by tina holmberg 05 Mar, 2015 03:59:41

En lille opfølgning på mit sidste indlæg.

Fredag den 27 februar ringede psykiateren til mig, hun ville ikke give mig en lægeerklæring på de 6 måneder, som jeg havde i min gamle kommune, men kun 3 måneder.
Jeg forsøgte at forklare hende, hvorfor 6 måneder er så vigtigt for mig, men det vendte hun hurtigt til, at jeg jo ikke bare skulle læne mig tilbage. Nogen gange skulle man jo bare tage tyren ved hornene.

Her bristede min tålmodighed, er ved at være fyldt til randen, af mennesker som mener jeg "bare" skal tage mig sammen. Mennesker, som udtaler sig om noget, uden at kende til hele historien.
At min psykiater begyndte at blande sig i min økonomi, uden at vide det fjerneste om det, fik mig mildest talt til at eksplodere.
Sagde til sidst, at hun jo bare kunne gøre som det passede hende, og afbrød samtalen.

Der gik vel et par timer, så ringede hun igen. Denne gang valgte jeg ikke at tage den, var allerede godt på vej ned af bakke, og orkede ikke at skulle tale med hende igen.

Der gik vel en time mere, så fik jeg en sms fra sekretæren.
De havde drøftet min situation, og fundet det bedst at deres socialrådgiver ledsagede mig til mødet i fogedretten

Jeg valgte ikke at svare, var helt oppe i det røde felt
Hvordan kan de sidde og holde møde om min situation, når de ikke kender til den. De aner ikke engang hvilken gæld jeg er indkaldt med, eller hvorfor.
Hvordan kan en psykiater, som er uddannet indenfor det medicinske område af psykisk behandling, beslutte at jeg bare skal konfrontere min angst. Både ved at møde i fogedretten, men så sandelig også bestemme at et kvindemenneske, som for bare 5 måneder siden har svigtet mig totalt, skal med som bisidder.

En psykolog burde for h...... da vide, at man ikke afhjælper angst ved at smide en i hajens gab, men ved at finde årsagen til angsten og fjerne årsagen.

Så pludselig befandt jeg mig atter helt tilbage til start. Alt hvad jeg har været igennem de sidste alt for mange år, er bare tabt på gulvet.
For at gøre skaden total, kom fogedretten selvfølgelig også søndag den 1 marts, med en 3. indkaldelse.

Så var jeg ikke allerede blevet slynget tilbage til stenalderen, så blev jeg det igen.
Krøb så langt ind i mig selv, så jeg undgik vinduer og døre. Tog ikke min telefon og åbnede ikke min dør. Min stakkels hund blev lukket i haven af en dør på klem.

Efter at have tudet i frustration, over at føle mig total hjælpeløs, fik jeg taget nok fat i nakke på mig selv.
Tænkte det skulle være løgn, at jeg igen skulle bure mig selv inde og undgå alt med en puls.
Fik sendt ikke bare 1 men hele 3 alt for lang sms beskeder til min vidunderlige kontaktperson fra socialpsykiatrien.

Skal til min egen læge om 10 timer, sammen med min kontaktperson, så jeg forhåbentlig kan få min lægeerklæring. Hele mit system er oppe og ringe, har panikangst over at skulle ud af døren, for at komme til lægen.
Jeg ved hele mit system bryder sammen, og at jeg ikke kan tage til mødet i fogedretten.
Så får jeg ikke en lægeerklæring senere i dag, ender jeg med at blive anholdt af politiet for at blive fremstillet i retten.

Havde jeg en bil, tog jeg min hund og kørte af helvedes til, og kom aldrig mere tilbage.
Det har jeg så ikke, så nu sidder jeg i stedet kl 4 om natten, fuldstændig smadret og ved ikke om jeg skal grine eller græde af det hele.

Vil forsøge at tænke lidt positivt, så jeg kan få noget positivt tilbage. Det er bare så pokkers svært

Fortsættelse følger ........