Det er mit liv

Det er mit liv

Det er det jeg vil

Jeg vil gerne dele, med alle jer derude, hvordan det er at gå langtidssygemeldt i dagens Danmark.
Bloggen her vil bla. komme til at indeholde:
Kampe med kommunen
Den økonomiske nedtur
At have det rigtige netværk
At lære at acceptere alt det man ikke længere kan.
Hvordan jeg holder håbet oppe.
Mine sygdomme og skavanker.

Og meget, meget mere.
Deribland selvfølgelig også positive ting i mit liv, da det ikke bare er sort i sort.

En forsinket opdatering

KommunenPosted by tina holmberg 15 Oct, 2014 15:11:22
Efter at have boet i min nye lejlighed i over et år, er det måske på tide med en lille opdatering.

Jeg havde kun boet her en uge, da jeg blev smidt på et 14 dages kursus. Gik totalt i sort, ved tanken om at skulle møde op blandt en masse fremmede mennesker.
Fik endelig taget mig sammen, og skrev en mail til kommunen.
Jeg forklarede om mit sygdomsforløb, henviste til det min gamle kommune havde nået frem til, og forklarede at jeg psykisk ikke magtede at deltage i et kursus.

Hatten af for Vordingborg Kommune.
Jeg blev fritstillet fra kursuset, og inden for kort tid fik jeg besøg af en sagsbehandler i eget hjem.
Hun var meget behagelig, og vi fik snakket min situation igennem.
Selvom man normalt starter forfra i en ny kommune, valgte de at afvente papirerne fra Herning. I mellemtiden var jeg fredet fra jobcenteret.

Fremtidige samtaler med min sagsbehandler, foregår pr. mail og/eller hjemmebesøg.
Efterfølgende har kommunen valgt at fortsætte hvor Herning slap. Så nu afventes der en afklaring fra distriktspsyiatrien, før de tager stilling til hvad der så skal ske.

Ligeledes indenfor kort tid, fik jeg en midlertidig støttekontaktperson fra socialpsykiatrien. Han skulle vurdere hvor vidt jeg havde behov for en fast støttekontakt person.
I løbet af et par måneder blev jeg indstillet til en fast støtte. Som med så meget andet, var der desværre en del ventetid, så først i foråret 2014 fik jeg mit første besøg.

Desværre følte jeg ikke, at denne person var til nogen hjælp. Det virkede mere som hygge besøg, end forsøg på at give mig hjælp til selvhjælp.
Efter lang tids overvejen, valgte jeg at maile til socialpsykiatrien, og bede om en anden støttekontaktperson.

Igen var der lidt ventetid, men efter lidt over en måned blev jeg tilknyttet min nuværende støttekontaktperson. Hun kommer dog kun hver 2. uge, da de pt. er underbemandede. Men lidt hjælp er bedre end ingen hjælp.

Så på kommune siden er der pt. ro på, hvilket er dejligt ikke at have den stressfaktor over mine skuldre.


  • Comments(0)//blog.bearheart.dk/#post43