Det er mit liv

Det er mit liv

Det er det jeg vil

Jeg vil gerne dele, med alle jer derude, hvordan det er at gå langtidssygemeldt i dagens Danmark.
Bloggen her vil bla. komme til at indeholde:
Kampe med kommunen
Den økonomiske nedtur
At have det rigtige netværk
At lære at acceptere alt det man ikke længere kan.
Hvordan jeg holder håbet oppe.
Mine sygdomme og skavanker.

Og meget, meget mere.
Deribland selvfølgelig også positive ting i mit liv, da det ikke bare er sort i sort.

Rehabiliteringsteam

KommunenPosted by tina holmberg 25 May, 2016 02:43:30
I min gamle kommune, havde man vurderet, at en førtidspension ville være bedst for mig. Jeg var fritaget for alle møder, også ved rehabiliteringsteamet, pga. mine psykiske lidelser.

Desværre nåede jeg at flytte til Vordingborg ca. en måned før jeg blev endelig afklaret i Herning.
For med en ny kommune, starter man helt forfra igen.

Min sagsbehandler havde været god til at få indsamlet alt hvad der skulle fra behandlere.
Der går en rød tråd gennem alle vurderinger - tilstand kronisk, kan ikke forbedres, færdigbehandlet.
Skånehensyn: må ikke være social, må ikke stresse, må ikke stilles krav. Fysisk må jeg ikke stå og sidde for meget, og ikke have tung løft.

Så ud fra behandleres vurdering, var alle enige om, at der ikke kan findes en arbejdsplads, som kan tilgodese mine massive skånebehov.

På trods af det, blev jeg ikke fritaget for at møde ved rehabiliteringsteamet!

Første møde, den 14.03.16, var så hårdt for mig psykisk, at jeg måtte forlade mødet efter kort tid.
Det vurderede teamet som om, at jeg ikke var samarbejdsvillig. De sendte derfor sagen tilbage til kommunen, som var jeg rask igen.

Efter samtale med distriktspsykiatrien, fik jeg sendt en mail til kommunen, hvor jeg fik forklaret, at det ikke var pga. uvilje, men pga. et kraftigt panik anfald, at jeg forlod mødet.

Dette blev godtaget af kommunen, og der blev indkaldt til nyt møde med teamet.

2. møde var den 18.04. Jeg var ikke engang kommet mig, psykisk efter sidste møde endnu.
Havde lovet distriktspsykiatrien, at jeg uanset hvad, ikke ville forlade mødet denne gang.
Tog min støtte kontakt person med, så hun kunne tage over, hvis det knækkede for mig.

Men ak, min støtte kontakt person måtte ikke åbne munden - for ifølge teamet var hun bisidder.
Fik med besvær siddet mødet ud, på trods af jeg flere gange var ved at gå.

Selve mødet forgik slet ikke, som loven ellers forskriver.
Teamet startede med at udmelde, at de indstiller til ressourceforløb.

Da jeg spurgt, hvad de havde lagt som grund. Og hvilke mål og delmål de så. Fik jeg ingen svar.
De blev ved at sige, at jeg havde kreative ressourcer. Men heller ikke dette ville de svare på hvor de så dem. De endte faktisk med at sige, at jeg bare skulle glemme, at de havde nævnt det.
Da mødet sluttede, måtte jeg faktisk selv spørge hvor længe jeg havde fået. Hvortil de svarede 3 år smiley

Så de eneste oplysning jeg gik hjem med var, at jeg havde fået 3 års ressourceforløb, skulle tilknyttes en mentor og det var det.
De kunne sådan set bare have skrevet det til mig i en mail.
For dette mødet, var bestemt ikke efter bogen.

Efter mødet fortalte min sagsbehandler mig, at grunden til jeg ikke havde fået mere at vide, var fordi rehabiliteringsteamet ikke mente jeg kunne overskue det.
A HVAD, hvis de ikke mener jeg kan overskue, at høre hvad jeg skal. Hvorfor så overhovedet give mig 3 års ressourceforløb.......

Meddelte min sagsbehandler, at sagen ville blive anket. Distriktspsykiatrien ville hjælpe mig med klagen. Havde et møde med den den 11.05

Fortsættelse følger, da jeg har mistet koncentration nu



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.