Det er mit liv

Det er mit liv

Det er det jeg vil

Jeg vil gerne dele, med alle jer derude, hvordan det er at gå langtidssygemeldt i dagens Danmark.
Bloggen her vil bla. komme til at indeholde:
Kampe med kommunen
Den økonomiske nedtur
At have det rigtige netværk
At lære at acceptere alt det man ikke længere kan.
Hvordan jeg holder håbet oppe.
Mine sygdomme og skavanker.

Og meget, meget mere.
Deribland selvfølgelig også positive ting i mit liv, da det ikke bare er sort i sort.

Mit ressourceforløb

KommunenPosted by tina holmberg 16 Nov, 2018 09:25:01
Tænkte jeg hellere måtte lave en opfølgning, på min 3 års ressourceforløb, inden de er gået. Slutter ultimo april 2019 - om ca 5½ måned.
Har d.d. stadig ikke set eller hørt om en indsatsplan:( Ved ikke om jeg skal grine eller græde - det er jo en ren farce det her

Efter 3 forskellige sagsbehandlere på min sag, fik jeg det første møde - over 1 år inde i mit ressourceforløb.
Sagsbehandleren havde indviliget i at mødet foregik hos mig, grundet socialangst.
Jeg har desværre fortrængt, hvad der præcis skete på mødet.
Men det endte med at jeg forlod mit eget hjem, stortudende og uden overtøj.

Ca ½ år efter, havde jeg møde nr. 2 i eget hjem - og surprice, endnu en ny sagsbehandler.
Det foregik lidt mere roligt, men uden nogen form for afklaring af, hvad der egentlig skulle ske.
Sagsbehandleren mente jeg skulle have en mentor tilknyttet, men da jeg har meget svært ved nye mennesker, blev der lavet en aftale med hende jeg har fra socialpsykiatrien, at hun skulle komme 2 gange om ugen fremover.

3. møde, med samme sagsbehandler som sidst, måtte vi drosle tilbage til 1 gang om ugen igen. Da jeg simpelthen blev for træt med 2 gange ugentligt, så jeg fik absolut ingenting nået.

4. møde, igen igen ny sagsbehandler. Så flot, når man lider af socialangst, at man hele tiden får ny sagsbehandler.
Mødet gik mest ud på, at tale om hvordan jeg oplevede min situation, og hun gav mig medhold i, at det ikke nytter, at sende mig i praktik, når jeg vælter over den mindste uregelmæssighed i min hverdag.

Min støttekontaktperson har været telefonisk i kontakt med min sagsbehandler, som mente at mine lægelige udtalelser var forældet.
Bad hende kontakte sagsbehandleren, for at sige, at jeg nægtede, at skulle gennem distriktspsykiatrien igen, da jeg var afsluttet, der er ikke nogen behandlingsmulighed og tilstanden er kronisk.
Sagsbehandleren ville nøjes med en fra egen læge, på de fysiske smerter jeg har, men ville afvente svar på de røngten jeg skulle have taget, da mine smerter var forværret.

I starten af november fik jeg svar på prøverne, slidgigt i lænderyg, nakke og hænder. Samt min ene tommeltot er begyndt at gå ud af led.
Det var en stor kamel at sluge. En ting er, at jeg har døjet med smerter fra de hypermobile led, men at vide, at der kun er en vej nu - ned af bakken. Mine smerter vil aldrig blive bedre, tværtimod.
Ja, hvis ikke jeg allerede var deprimeret, så blev jeg det da ihvertfald nu....

Har endnu ikke hørt fra sagsbehandleren

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.